Generalforsamling 2012

Generalforsamling

NOSTRUP VEST

 

 

 

Referat fra ordinær generalforsamling lørdag den 30. juni 2012

 

Grundejerforeningen Nostrup Vest afholdt ordinær generalforsamling lørdag den 30. juni 2012 kl. 11.00

På Kalundborg Vandrehjem, Stadion Alle 5, 4400 Kalundborg.

Der var 14 personer til generalforsamlingen (heraf 4 fra bestyrelsen - 2 var desværre forhindret i at deltage), repræsenterende 11 grundejere og yderligere var der fremsendt 3 fuldmagter fra andre grundejere.

 

Dagsorden var følgende ifølge vedtægterne:

1. Valg af dirigent

2. Forelæggelse af bestyrelsens beretning for 2011

3. Fremlæggelse af årsregnskab for 2011

4. Forslag til budget for 2013

- herunder fastsættelse af kontingent

5. Behandling af indkomne forslag

6. Valg til bestyrelsen i henhold til vedtægterne:

1 - Ellen Risum, sekretær (SKL 5) afgår efter tur – villig til genvalg

2 - Aage Alfast, bestyrelsesmedl. (SKL 19) afgår efter tur – villig til

genvalg.

3 - Finn Baad, 1. suppleant (SKL24) afgår efter tur – villig til genvalg

4 - Valg til revisor: Keld Kamstrup (SKL 28) – villig til genvalg

5 - Valg til revisorsuppleant: Jens Risum (SKL 5) – villig til genvalg

7. Eventuelt.

 

AD 1)

Jens Risum blev valgt til dirigent. Dirigenten kunne konstatere, at forsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig. Dagsordenen blev godkendt.

 

AD 2)

Bestyrelsens beretning blev fremlagt af formanden Knud Rose Pedersen og gengives her i sin fulde ordlyd:

 

Bestyrelsens arbejde i året løb:

 

Som vanlig tro har bestyrelsesmøderne i årets løb været afholdt på skift hos bestyrelsesmedlemmerne. Vi har i år afholdt 4 møder. Helt overordnet betragtet er emnerne ”Veje og Stier”, ”Badebroen” og økonomien. Alle 3 emner er blevet drøftet ved hvert møde

 

Referaterne fra møderne kan ses på vores hjemmeside.

 

Der var fra et medlem rejst kritik af tidspunktet for udsendelse af referatet fra GF 2011. Medlemmet mente at udsendelsen skete for sent og stillede samtidig et forslag til vedtægtsændring. Herom senere. Men henvendelsen resulterede i at Bestyrelsen endnu en gang drøftede vedtægtsændringer, herunder muligheden for at fjerne den vedtægtsbesluttede dato for afholdelse af GF. Men det har vi valgt at vige tilbage for.

 

Derudover har Finn Baad haft plads i kommunens ”landliggerudvalg”. Det er en vigtig post, da det giver mulighed for at få information om kommunens langsigtede planlægning i sommerhusområderne. Et emne, der har været til drøftelse er planerne om at etablere et område ude i Store Bælt til tankning af skibe. Forslaget har været til høring i forskellige instanser, herunder også de forskellige landliggerudvalg.

 

Et andet emne, som udvalget har haft til drøftelse er strandrensning. Ikke den strandrensning vi selv udfører, men mere en overordnet rensning, hvor gamle båd-spil, ilanddrevne joller, rester af gamle bygværker m.m. kan blive fjernet. Det er ikke noget de forskellige grundejerforeninger kan bekoste, men må løses på kommunalt plan. Hvad der kommer ud af kontakten til kommunen er endnu ikke klart.

 

Et tredje emne med interesse for medlemmerne, er støj fra skibe, som ligger for svaj ude i Kirkebugten. Foreningen har opfordret udvalget til at arbejde med en form for støjcodex, som skal godkendes af berørte parter.

 

Veje og stier er efter et par års intensiv vedligeholdelse i meget fin stand. Nu håber vi på en tør sommer, da det er vandet, som ødelægger vejene. Vejenes grundlæggende tilstand er fin, så det er relativt let at rette op på de skader der måtte komme.

 

Hækkene er igennem en del år blevet vedligeholdt af Jens Søndergaard. Bestyrelsen mener, at vi får meget arbejde og en god kvalitet for pengene, men vi vil til stadighed se om der er mulighed for at justere på priserne.

 

Nedtagningen af badebroen i efteråret gik problemfrit. Vejret var fantastisk. 5 kvarter, så var det klaret. Der var deltagelse af små 20 stykker med ligelig fordeling fra begge foreninger. Nostrup Vest stod for øl og vand samt kaffe/the og boller.

 

Badebroen kom i år op en i maj. I modsætning til ven nedtagelsen var vi kun en 4 stykker fra vores forening.

 

Der har manglet en brokoordinator i begge foreninger. Det har medført at vedligeholdelse og reparationer har været vanskelige at få bragt i orden. Det var kendt, at den inderste bundplade stod til udskiftning, men efter en besigtigelse mente producenten at også bundplade 2 og 3 var i dårlig stand. Derfor blev der ordret 3 nye bundplader. Da firmaet, som skulle montere bundpladerne startede på opgaven viste det sig at det faktisk kun var den inderste som behøvede udskiftning. Nu har vi to bundplader i reserve.

 

Som altid tages den ned igen i uge 38. Det bliver i år lørdag den 22. september

 

En del af kontingentet er bro-bidrag. Vi ejer broen i fællesskab og vedligeholder den i fællesskab. Den er afgjort et aktiv for foreningerne, ikke på den måde at broen i sig selv udgør en målbar værdi, men det at sommerhusene har tilknyttet en sådan facilitet er helt sikkert en positiv ting ved vores sommerhusområde. Så vi skal fortsætte det fine arbejde med vedligeholdelsen.

 

Også derfor mener foreninger, at det er vigtigt at der er personer, som vil stå for koordineringen af indsatsen.

 

Som i sikkert ved har vi en hjemmeside med mange praktiske oplysninger. Det er Finn Baad, som er tovholder på den. Send ham gerne information, som i synes hører hjemme på siden. Og hold jer orienteret.

 

Hermed vil jeg runde den mundtlige beretning af og sige tak til Bestyrelsen for indsatsen.

 

Spørgsmål og kommentarer til beretningen:

 

Der var et spørgsmål fra Hans Raahauge (SKL 66) om, hvorfor referatet fra sidste års generalforsamling ikke var udsendt. Svaret var at referat var udsendt med post - om end lidt sent - med at alle referater blev lagt på Grundejerforeningens hjemmeside (www.nostrupvest.dk) også referater fra bestyrelsesmøder. Formanden henstillede alle grundejere til at holde sig informeret via hjemmesiden og gerne komme med input til denne side, så den kunne blive endnu bedre.

 

 

Derefter var der et spørgsmål fra Clifford Tjørn (SKL 23,25) om, hvad Bestyrelsen vidste om den fredningssag, der er i gang på Klintegården. Svaret var, at bestyrelsen ikke kendte mere til sagen, end hvad der havde stået i dagspressen.

 

Clifford Tjørn kunne så berette, at den landskabsplan han havde set viste, at Vestskoven ville blive udtyndet og ført ca. 70 år tilbage. Der skulle gå dyr på området, og den gamle flora skulle gerne komme tilbage. Langt oppe på grunden – på det flade stykke mod øst – var det tanken der skulle bygges et hotel – Kravet var, at det blev en lav bebyggelse, med græs på taget, smalle vinduer og ca. 60 lejligheder i alt. Bebyggelse på ca. 5.000 m2. Men der var - efter C.T. oplysning – ikke fundet en investor.

 

Beretningen blev herefter godkendt.

 

AD 3)

Regnskabet for 2011 blev gennemgået af Niels Ebdrup.

Hans Raahauge ( SKL 66) havde dog spørgsmål til sammenligningstallene for år 2010. Enkelte tal var forkert anført i det udsendte regnskab for 2011. Kassereren beklagede fejlen, men det berørte ikke regnskabet for 2011. Dette blev godkendt med et underskud på kr. 7.361,39.

 

AD 4)

Budgettet for 2013 blev gennemgået, og der blev foreslået, at kontingentet for 2013 blev forhøjet med i alt kr. 200,- til i alt kr. 750,-. Fordelt således:

 

Foreningskontingent kr. 100 + stigning kr. 50 i alt Kr. 150,-

 

Vejbidrag kr. 400 + stigning kr. 100 i alt kr. 500,-

 

Brobidrag kr. 50 + stigning kr. 50 i alt kr. 100,-

 

Samlet kontingent for 2013 kr. 750,-

 

Budget og kontingent blev vedtaget.

 

5. Der var indkommet i alt 3 forslag:

 

1. Bestyrelsens forslag om at arbejde for en sammenlægning af grundejerforeningerne Nostrup Vest og Kirkebugten blev diskuteret. Der var dog en positiv tilkendegivelse af, at bestyrelsen kunne arbejde videre med denne sag.

 

2. Bestyrelsen fik ligeledes godkendelse til at gå i forhandling om løn til en brokoordinator. Gerne i samråd Kirkebugtens brokoordinator.

 

3. Forslag om ændring af vedtægternes § 6 stk. 10 vedrørende tidspunktet for udsendelse af referatet fra generalforsamlingen, som fremover skulle være i løbet af en måned. Forslagsstiller Hans Raahauge (SKL 66) begrundede forslaget med, at han fandt at referatet fra sidste års generalforsamling var kommet meget sent. Bestyrelsen beklagede den sene udsendelse, men lovede at udsende dette års referat indenfor ca. 1 måned efter generalforsamlingen - og ligeledes fremover. Herefter blev forslaget om vedtægtsændring trukket tilbage.

 

AD 6)

Da der ikke var andre kandidater til valgene, blev bestyrelsens forslag om genvalg vedtaget. Bestyrelsen består herefter fortsat af: Knud Rose Pedersen (formand), Erik Christiansen (næstformand), Niels Ebdrup (kasserer), Ellen Risum (sekretær) og Aage Alfast (bestyrelsesmedlem) Finn Baad (suppleant og foreningens repræsentant i Kalundborg kommunes landliggerudvalg)

 

AD 7)

Kassereren Niels Ebdrup orienterede om, at når han til næste år er på valg, vil han ikke genopstille og der efterlyses allerede nu en person, der vil gøre dette arbejde fra juni 2013. Vi kan jo ikke fungere uden kasserer og håber derfor, at et medlem melder sig til dette job.

 

Jens Risum afsluttede sit job som dirigent kl. 12.30, og bestyrelsen takkede for indsatsen.

 

Herefter var grundejerforeningen vært ved en forfriskning og en let frokostanretning.

 

For referatet: Knud Rose Pedersen, formand Jens Risum, dirigent

 

 

Bestyrelsen kan kontaktes på:

Bestyrelsen@nostrupvest.dk

GET IN TOUCH WITH TOM

mail@demolink.org